Arbejdsskadeforsikring for selvstændige
Med den nye Lov om arbejdsskadesikring kan selvstændige, medarbejdende ægtefæller og fiskere også købe en arbejdsskadeforsikring, der sikrer dem selv efter arbejdsskadeloven.
Den nye forsikring er frivillig og giver dækning for arbejdsulykker på tilsvarende vis som den lovpligtige arbejdsskadeforsikring. Efter reformen kan følgende erhvervstyper frivilligt sikre sig efter arbejdsskadeloven:
- Selvstændige i lovens forstand - det vil sige personer, der driver virksomhed med personlig hæftelse, eksempelvis enkeltmandsvirksomhed, K/S eller I/S.
- Medarbejdende ægtefæller
- Fiskere
Særligt om medarbejdende ægtefæller
Indtil 1. januar 2004 er medarbejdende ægtefæller med lønaftale sikret på samme vilkår som andre ansatte i virksomheden. Efter 1. januar har alle selvstændige mulighed for at sikre medarbejdende ægtefæller, uanset om der er indgået lønaftale eller ej.
Ægtefæller med lønaftale er ikke længere sikret på samme vilkår som andre ansatte i virksomheden efter 1. januar 2004. Der skal købes en særskilt arbejdsskadeforsikring for den medarbejdende ægtefælle, hvis han/hun skal sikres efter loven.
Særligt om fiskere
Indtil 1. januar 2004 har selvstændige fiskere, hvor mindst 3/5 af fiskerens årsindkomst er kommet fra personligt arbejde ved fiskeri, været forpligtet til at tegne arbejdsskadeforsikring for sig selv. Denne forpligtelse bliver ophævet med virkning fra 1. januar 2004, hvor det bliver frivilligt for fiskere at forsikre sig.
Bestil arbejdsskadeforsikringen for selvstændige online
Du kan bestille arbejdsskadeforsikringen for selvstændige online. Du skal blot oplyse hovedbeskæftigelsen for din virksomhed, din arbejdsfunktion, eventuel medhjælpende ægtefælles arbejdsfunktion samt cpr.nr. på dem, der skal dækkes af forsikringen samt beskæftigelsesomfang (heltid, deltid eller antal ugentlige timer).



